Frustreret

Jeg er fuldstændig og aldeles frustreret her i disse dage! Jeg nærmer mig snart enden på min praktik, hvor den derfor også snart skal godkendes. Jeg synes, jeg knokler! Jeg møder altid ind med smil på læben og godt humør, uanset hvordan det går hjemme eller oppe i mit hoved. Jeg arbejder, studerer, forsøger at lege overskudsmor herhjemme, har et barn hvis øredræn ikke fungerer (hvilket nok kommer til at betyde en ny omgang fuld narkose!). Jeg forsøger at lade alt gå op i en højere enhed og få det bedste ud af de situationer, jeg nu kommer ud for. Jeg synes, jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan, for at tilfredsstille alle. Men, når man så kommer i en situation, hvor det gælder ens helbred lige nu og i fremtiden, og derfor ikke kan præstere på alle punkter i ens liv for en kortere periode, og man så bliver mødt med negativitet, manglende empati og forståelse, ja så blir man sgu da frustreret!!!!! Beklager hvis det her indlæg ikke giver mening for jer - det gør det for mig!